Uffe Elbæks farvel

Alle der har set nyheder den seneste tid, så hvordan Uffe Elbæk brændte sig på en rygende varm ministertaburet og siden gik af som kulturminister.

Hvad gik galt? – skridt for skridt.

Angrebet på Uffe Elbæk startede med hans partners ansættelse på Akademiet for utæmmet kreativitet (AFUK), hvor Elbæk tidligere har siddet i bestyrelsen. Stillingen var blevet besat uden et offentligt stillingsopslag, og denne kobling gjorde historien interessant som en halv sensation og halv potentiel skandalesag for kulturministeren. Uffe Elbæk svarede dog igen, og nægtede at have noget at gøre med sin partners ansættelse. Denne udtalelse blev desuden bakket op af Knud Foldschack, AFUKs bestyrelsesformand, der forklarede alle, at Elbæks mand blev ansat da han var ”den bedste kandidat til jobbet”.

Herefter blev det gravet frem, at AFUK har fået efterbevilget seks millioner kroner til oprettelsen af en ny artistuddannelse, og at kulturministeriet desuden har afholdt fem arrangementer på AFUK – med en samlet regning på 180.000 kr.. Disse nye forhold gjorde selvsagt historien bedre og var vand på oppositionens mølle.

Sagen skrænter til sidst for Elbæk, da det ved et samråd i kulturudvalget kommer frem, at han var blevet advaret af en embedsmand mod at afholde flere arrangementer på AFUK – efter han sagde at han ikke var. Oppositionen og EL krævede en uvildig undersøgelse hvilket blev for meget for Elbæk, der trak sig som minister.

Hvordan blev angrebet framet?

Elbæks politiske modstandere – personificeret i sagens tidlige forløb ved Pia Kjærsgaard og Venstres Michael Aastrup Jensen – havde selvfølgelig vinklingen og indpakningen klar; det var nepotisme og ”kammerateri” som var foregået.  

Lad os anskue sprogbrugen. Nepotisme er udledt af det latinske ord for nevø, nepos, og henviser til det at begunstige folk fra ens familie eller vennekreds; typisk ved ansættelse eller indgåelse af kontrakter. Nepotisme er derfor principielt uretfærdigt, da man ansætter eller indgår kontrakter på baggrund af en personlig relation og ikke på baggrund af evner og kunnen. Det kan i mellemtiden godt ske, at ens familie eller venner faktisk er de bedste kandidater, men i andres bevidsthed – og især hos de forbigåede kandidater – vil der altid være et usikkerhedselement af uretfærdighed. 

”Kammerateri” er således en negativ markør for nepotisme – klogt anvendt for at gøre ondt værre for Elbæk. Ordet ”kammerat” kender vi fra andre sammenhænge, men det referer hovedsageligt til venskab blandt mænd (ex soldaterkammerat) . Desuden har ordet været brugt til at betegne partifæller hos partier til venstre for midten; det var en almindelig betegnelse i DKP, og i nyere tid har både Nyrup og Helle Thorning brugt ordet i sine taler. Villy Søvndal har ligeledes fået kælenavnet ”Kammerat Villy”.

Ved at frame problemet som nepotisme og kammerateri, så siger Michael Aastrup Jensen og Pia Kjærsgaard to ting. For det første, konstaterer de, at nepotisme rent faktisk har fundet sted(!) For det andet siger de, at han har orienteret sig mod sit eget køn og partipolitiske tilhørsforhold, da han hvervede folk og indgik kontrakter. Så ikke nok med at nepotisme konstateres som et faktum, så udløses også en ubevidst mental skillelinje, der potentielt antagoniserer kvinder og det borgerlige publikum. Dette var yderst dygtig valensframing, og gjorde at Uffe Elbæk blev trængt op i en krog.

Uffe Elbæks modsvar

Det bør nævnes, at man ikke kan frame sig ud af alle sager, og at framing ikke er det eneste værktøj, som den presseansvarlige/ særlige rådgiver / spindoktor har i kassen. Når man er blevet fremstillet så uheldigt, må man til tider overgive sig, og det gjorde Uffe Elbæk også. Han indrømmede, at han ikke havde ”gennemtænkt” de politiske konsekvenser, og at han havde ageret klodset.

Denne strategi er god, når man beskyldes for noget uetisk, da man ved at indrømme tager ansvar for sine handlinger; og ansvarlighed er en dyd hos mange, hvilket gør indrømmelser beundringsværdige. Desuden pacificerer man medier, modstandere og kritiske læsere ved at indrømme: Målet med historien – at bringe noget frem i lyset -  er nået, man afmonterer politiske personangreb, og man gør læsere uinteresseret, da sensationen og forargelsen i historien er væk. Man skal (for at stjæle en formulering fra den amerikanske spinguru James Carville) således aldrig undervurdere folks evne til at tilgive.

Der findes masser eksempler på, hvordan brugen af apologi-strategier har hjulpet fremstående politikere – og ligeledes hvordan det at benægte har gjort det modsatte: ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet …”, ”I did not have a sexual relationship with that woman…” osv..
Selvom Elbæk undskyldte, anvendte han dog også en variation af denne benægt-strategi, da han ”havde glemt” advarsler fra en embedsmand. Dette synes at være en klodset fejl. Såfremt han havde nævnt detaljen på samme tidspunkt som de øvrige indrømmelser, havde han formentlig stadig været kulturminister. Det var udsigten til en uvildig undersøgelse – udsprunget af denne forglemmelse og sanktioneret af EL – der sandsynligvis fik Elbæk til at give op.

Uffe Elbæks eftermæle

Elbæks indrømmelser – selvom de var klodsede – sikrede ham opbakning fra statsministeren og hans partiformand, og havde formentlig derfor også reddet hans politiske karriere, såfremt Elbæk ikke selv var gået. Det havde dog ikke ændret på vælgernes opfattelse af Elbæk.

Vi modtager og sorterer (som jeg også skrev i et tidligere indslag) ny information via mentalt lagrede referencerammer (frames) i vores hjerner; dvs. igennem fordomme, stereotyper, metaforer, symboler, værdier osv.. Vi danner dermed holdninger på baggrund af disse ”frames”, og afskriver fakta, der ikke stemmer overens med vores livssyn. Et ekstremt eksempel herpå, er hvordan nogle kristne fortsat tror hårdnakket på kreationisme (/Gud skabte jorden på 7 dage) – selvom det er absurd.  Der er også her man finde de såkaldte ”irrationelle vælgere” - fx studerende, der stemmer borgerligt, på trods af, at de borgerlige vil skære i SU’en. Denne mentale mekanisme driver framingeffekter og gør, at vi danner holdninger på et ufuldstændigt grundlag. 

Har du, Kære Læser, således selv været offer for nepotisme; Har du arbejdet hårdt hele dit liv; har du spillet på fodboldhold med trænerens søn; eller er dit personlige motto ”gør din pligt, kræv din ret”, jamen, så er du formentlig overbevist om, at Uffe Elbæk har ageret uretfærdigt. Du kan i mellemtiden ikke forklare hvorfor du mener sådan, men det kan jeg. Det sker fordi, at vi har nogle (latente) mentale referencerrammer i hjernen, der fortolker og sorterer i ny informaiton. Den negative framing - de sproglige markører - som oppositionen brugte, udløser disse mentale referencer, og ubevidst kobler sagen negativt sammen med din opfattelse af retfærdighed. Det er dermed underordnet hvorvidt Elbæk har tilgodeset sine venner eller ej; hans navn  og ordet ”nepotisme” vil fremover være negativt refererende til hinanden. 

Selvfølgelig er der andre, som mener, at Uffe Elbæk ikke har gjort noget galt. Man bør her huske på, at målet med framing er ikke konsensus - ligesom det heller ikke er det med al anden politisk strategi. Et flertal er mere end rigeligt. V og DF var interesserede i at lægge pres på ministeren for dermed at lægge pres på regeringen, og det lykkedes dem tydeligvis - bl.a. med effektiv sprogbrug - at få Enhedslisten med på ideen. Elbæk bukkede under for presset, og resten er historie: Oppositionen fik hvad de kom efter.