Den stille revolution - del 1

Nøgleord: vinklet journalistik, valensframing, hukommelsesstudier, kommuner, CEPOS

Den 9. december bragte Berlingske en interessant historie i deres Politiko-sektion. Historien havde overskriften ”En stille revolution i kommunerne”. Af pladshensyn er dette indlæg opdelt i to, og i denne del skal i se hvordan medierne – via framing – subtilt kan fremme politiske budskaber. I næste del behandles historiens egentlige vinkel.

Som en indskudt bemærkning, vil jeg gerne understrege to ting. For det første, er det ingen hemmelighed, at Berlingske er de borgerliges avis. Det jeg om lidt viser jer, bør derfor ikke chokere nogle. For det andet, findes der masser af øvrige eksempler på partiaffilierede medier i Danmark, selvom vores pressekorps i princippet er uafhængigt. De fleste er således med på, at Information er de rødes avis og Politiken de radikales osv. (groft sagt). Pointen med denne kommentar er  ligetil: Det meste journalistik er vinklet; vær derfor kritisk, når du læser nyheder!  

Berlingske - den blå agent

Historien blev som nævnt bragt d. 9 december med overskriften ”En stille revolution i kommunerne” og agerede forside på avisens Politiko-sektion. Foruden overskriften var forsiden illustreret med et byskilt hvorpå der stod ”På skrump”. Historien gik på, at der var nedlagt 30.000 stillinger i landets 98 kommuner som et led i en effektiviseringsindsats. Stillingerne var nedlagt uden de store protester, derfor var det en ”stille revolution” som var fundet sted. Artiklen var fyldt med subtile markører. Ord som; ”slankes”, ”trimmes” og ”nedbarberinger”. I web-udgaven af artiklen er der hentet kommentarer fra fire kilder; i) en professor fra RUC, ii) en cheføkonom fra CEPOS, iii) en cheføkonom fra Kommunernes Landsforening og iiii) formanden for fagforbundet FTF.  Kilderne blev præsenteret i denne rækkefølge.

Kilderne repræsenterer hver deres frame, og rækkefølgen heraf er vigtig. Der bør fremhæves to interessante studier hvad angår frame-præsentation. Det ene har således undersøgt vigtigheden af, at have det sidste ord i en debat, og hvordan timingen af argumenter påvirker vores hukommelse. Denne forskning bygger på den antagelse, at vi bedst husker den information vi senest har modtaget (Det er formentlig også her udtrykket ”dugfrisk i hukommelsen” stammer fra). Det andet studie tog udgangspunkt i de samme hukommelsesmekanismer som det første. Her blev repetition behandlet, og man fandt ud af, at frames som blev gentaget flere gange havde en større effekt, end frames som kun blev nævnt én gang. Repetition trumfer dermed ”det sidste ord”. Dette er vigtig forskning, selvom vi alle kender det instinktivt, eftersom vi lettere husker budskaber vi har hørt igen og igen (Så har du undret dig over hvorfor politikere ofte gentager sig selv, så ved du nu hvorfor). Men hvordan hænger det sammen med Berlingskes præsentation af kilder? Første kilde var RUC-professoren, der neutralt omtalte spareplanen, efterfulgt af to positive kommentarer fra CEPOS-økonomen og KL-økonomen. Sidste kilde, formanden for FTF knyttede en kort negativ kommentar til situationen. Dvs. kildekommentarerne er ladet i nedenstående rækkefølge: 

                     

Neutral – positiv – positiv – negativ

Rækkefølgen af kilderne (og positive repetition) påvirker således vores hukommelse til huske historiens vinkel – effektivisering i den offentlige sektor – som noget godt og kærkomment! 

Kildernes kommentarer er dernæst ikke overraskende. RUC-professoren beskriver således sagen neutralt, og oversætter den til hverdagsdagsdansk. Desuden tilføjer han troværdighed til artiklen. CEPOS-økonomen (CEPOS er en borgerlig tænketank som journalisten også har anført) og KL-økonomen repræsenterer dernæst ja-siden, og formanden for FTF nej-siden. De hhv. roser og kritiserer situationen som forventet. På papiret ligner dette god neutral journalistik, da alle sider på er blevet hørt, og alle burde være tilfredse, men CEPOS-økonomens kommentar er blevet brugt til overskriften. Det er ikke uden konsekvens, da vi selvfølgelig også stimuleres af overskrifter.  Lad os derfor anskue ordlyden i framen ”stille revolution” og i de øvrige metaforer i artiklen.

”Stille revolution”

Overskriften ”Stille revolution i kommunerne" hentyder til, at der i landets 98 kommuner er nedlagt 30.000 stillinger – uden protester fra de kommunalt ansatte. Konceptet revolution kender vi metaforisk rigtig godt: Det leder os til at tænke på historiske revolutioner (den amerikanske uafhængighedskrig, den franske revolution osv.), og de fleste af os har en umiddelbar positiv og romantisk opfattelse af revolutioner. Revolutioner er drevet af undertrykte folk, som siger fra, og kæmper for sine rettigheder. Når CEPOS-økonomen bruger framen ”stille revolution” om nedbringelsen af den kommunale sektor, gør han derfor noget klogt: Han udløser vores dovne kognition, og efterlader et indtryk af, at besparelserne for det første er gode og velkomne, og, for det andet, er sket nedefra – hvilket er totalt absurd. Man kan i virkeligheden slet ikke bruge ordet revolution om det som er sket, men det er han tilsyneladende sluppet af sted med --- og journalisten har efterfølgende brugt formuleringen i artiklens overskrift. Det betyder to ting. For det første er artiklen positivt framet allerede inden man åbner avisen, og for det andet tæller overskriften som en ekstra positiv gentagelse i vores hukommelse. Dette er et skoleeksempel på god framing, og desuden et godt eksempel på hvordan journalister generelt vinkler historier.

Øvrige metaforer

Man kan til slut tage fat på de øvrige metaforer som journalisten har brugt til at vinkle artiklen. Ordene ”slanke” og ”på skrump” kender vi fra andre sammenhænge, og der er formentlig mange der stifter bekendtskab med koncepterne her efter nytår (jeg skal selv lidt). Når vi slanker os og går ”på skrump” skiller vi os af med de overflødige og usunde kilo. Når man er slank, er man dermed sund – og det er godt at være sund! Når man bruger vægttabsmetaforer om beskæringen af den kommunale sektor, så antyder man, at sektoren er overvægtig og dermed usund.

Derudover anvendte journalisten markørerne ”trimme” og ”barbere” til at beskrive situationen. Dette er ligeledes velkendte metaforer. Vi ”trimmer” for at kontrollere ex hår- og plantevækst, og vi barberer os for at virke rene, soignerede og ansvarlige. Når man anvender disse metaforer om nedbringelsen af ansatte i den kommunale sektor, så antyder man, at kommunernes størrelse forinden var ude af kontrol og uansvarlig.

Alt taget i betragtning er sprogbrugen i artiklen ladet på en måde, som pirrer de mentale referencerammer vi alle besidder, og kortslutter vores hjerne til at opfatte sagen som noget positivt.

I denne første del af artiklen har i set, hvordan journalister via sprogbrug, kildepræsentation og overskrifter subtilt kan fremme en politisk vinkel. Jeg vil igen gerne understrege, at denne disciplin ikke er unik for Berlingske – de andre gør det også; journalistik er vinklet.  Uanset hvad, så er dette indlæg et eksempel på, hvorfor man være kritisk i sin tilgang til nyheder. Tro derfor ikke på alt du læser (... Mor!). 

Kilder: 

(Web-artikel og Politiko-forside)
http://www.b.dk/nationalt/en-stille-revolution-i-kommunerne
http://www.b.dk/politik-og-samfund/politiko-10.12.2012-den-stille-revolution

Uffe Elbæks farvel

Alle der har set nyheder den seneste tid, så hvordan Uffe Elbæk brændte sig på en rygende varm ministertaburet og siden gik af som kulturminister.

Hvad gik galt? – skridt for skridt.

Angrebet på Uffe Elbæk startede med hans partners ansættelse på Akademiet for utæmmet kreativitet (AFUK), hvor Elbæk tidligere har siddet i bestyrelsen. Stillingen var blevet besat uden et offentligt stillingsopslag, og denne kobling gjorde historien interessant som en halv sensation og halv potentiel skandalesag for kulturministeren. Uffe Elbæk svarede dog igen, og nægtede at have noget at gøre med sin partners ansættelse. Denne udtalelse blev desuden bakket op af Knud Foldschack, AFUKs bestyrelsesformand, der forklarede alle, at Elbæks mand blev ansat da han var ”den bedste kandidat til jobbet”.

Herefter blev det gravet frem, at AFUK har fået efterbevilget seks millioner kroner til oprettelsen af en ny artistuddannelse, og at kulturministeriet desuden har afholdt fem arrangementer på AFUK – med en samlet regning på 180.000 kr.. Disse nye forhold gjorde selvsagt historien bedre og var vand på oppositionens mølle.

Sagen skrænter til sidst for Elbæk, da det ved et samråd i kulturudvalget kommer frem, at han var blevet advaret af en embedsmand mod at afholde flere arrangementer på AFUK – efter han sagde at han ikke var. Oppositionen og EL krævede en uvildig undersøgelse hvilket blev for meget for Elbæk, der trak sig som minister.

Hvordan blev angrebet framet?

Elbæks politiske modstandere – personificeret i sagens tidlige forløb ved Pia Kjærsgaard og Venstres Michael Aastrup Jensen – havde selvfølgelig vinklingen og indpakningen klar; det var nepotisme og ”kammerateri” som var foregået.  

Lad os anskue sprogbrugen. Nepotisme er udledt af det latinske ord for nevø, nepos, og henviser til det at begunstige folk fra ens familie eller vennekreds; typisk ved ansættelse eller indgåelse af kontrakter. Nepotisme er derfor principielt uretfærdigt, da man ansætter eller indgår kontrakter på baggrund af en personlig relation og ikke på baggrund af evner og kunnen. Det kan i mellemtiden godt ske, at ens familie eller venner faktisk er de bedste kandidater, men i andres bevidsthed – og især hos de forbigåede kandidater – vil der altid være et usikkerhedselement af uretfærdighed. 

”Kammerateri” er således en negativ markør for nepotisme – klogt anvendt for at gøre ondt værre for Elbæk. Ordet ”kammerat” kender vi fra andre sammenhænge, men det referer hovedsageligt til venskab blandt mænd (ex soldaterkammerat) . Desuden har ordet været brugt til at betegne partifæller hos partier til venstre for midten; det var en almindelig betegnelse i DKP, og i nyere tid har både Nyrup og Helle Thorning brugt ordet i sine taler. Villy Søvndal har ligeledes fået kælenavnet ”Kammerat Villy”.

Ved at frame problemet som nepotisme og kammerateri, så siger Michael Aastrup Jensen og Pia Kjærsgaard to ting. For det første, konstaterer de, at nepotisme rent faktisk har fundet sted(!) For det andet siger de, at han har orienteret sig mod sit eget køn og partipolitiske tilhørsforhold, da han hvervede folk og indgik kontrakter. Så ikke nok med at nepotisme konstateres som et faktum, så udløses også en ubevidst mental skillelinje, der potentielt antagoniserer kvinder og det borgerlige publikum. Dette var yderst dygtig valensframing, og gjorde at Uffe Elbæk blev trængt op i en krog.

Uffe Elbæks modsvar

Det bør nævnes, at man ikke kan frame sig ud af alle sager, og at framing ikke er det eneste værktøj, som den presseansvarlige/ særlige rådgiver / spindoktor har i kassen. Når man er blevet fremstillet så uheldigt, må man til tider overgive sig, og det gjorde Uffe Elbæk også. Han indrømmede, at han ikke havde ”gennemtænkt” de politiske konsekvenser, og at han havde ageret klodset.

Denne strategi er god, når man beskyldes for noget uetisk, da man ved at indrømme tager ansvar for sine handlinger; og ansvarlighed er en dyd hos mange, hvilket gør indrømmelser beundringsværdige. Desuden pacificerer man medier, modstandere og kritiske læsere ved at indrømme: Målet med historien – at bringe noget frem i lyset -  er nået, man afmonterer politiske personangreb, og man gør læsere uinteresseret, da sensationen og forargelsen i historien er væk. Man skal (for at stjæle en formulering fra den amerikanske spinguru James Carville) således aldrig undervurdere folks evne til at tilgive.

Der findes masser eksempler på, hvordan brugen af apologi-strategier har hjulpet fremstående politikere – og ligeledes hvordan det at benægte har gjort det modsatte: ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet …”, ”I did not have a sexual relationship with that woman…” osv..
Selvom Elbæk undskyldte, anvendte han dog også en variation af denne benægt-strategi, da han ”havde glemt” advarsler fra en embedsmand. Dette synes at være en klodset fejl. Såfremt han havde nævnt detaljen på samme tidspunkt som de øvrige indrømmelser, havde han formentlig stadig været kulturminister. Det var udsigten til en uvildig undersøgelse – udsprunget af denne forglemmelse og sanktioneret af EL – der sandsynligvis fik Elbæk til at give op.

Uffe Elbæks eftermæle

Elbæks indrømmelser – selvom de var klodsede – sikrede ham opbakning fra statsministeren og hans partiformand, og havde formentlig derfor også reddet hans politiske karriere, såfremt Elbæk ikke selv var gået. Det havde dog ikke ændret på vælgernes opfattelse af Elbæk.

Vi modtager og sorterer (som jeg også skrev i et tidligere indslag) ny information via mentalt lagrede referencerammer (frames) i vores hjerner; dvs. igennem fordomme, stereotyper, metaforer, symboler, værdier osv.. Vi danner dermed holdninger på baggrund af disse ”frames”, og afskriver fakta, der ikke stemmer overens med vores livssyn. Et ekstremt eksempel herpå, er hvordan nogle kristne fortsat tror hårdnakket på kreationisme (/Gud skabte jorden på 7 dage) – selvom det er absurd.  Der er også her man finde de såkaldte ”irrationelle vælgere” - fx studerende, der stemmer borgerligt, på trods af, at de borgerlige vil skære i SU’en. Denne mentale mekanisme driver framingeffekter og gør, at vi danner holdninger på et ufuldstændigt grundlag. 

Har du, Kære Læser, således selv været offer for nepotisme; Har du arbejdet hårdt hele dit liv; har du spillet på fodboldhold med trænerens søn; eller er dit personlige motto ”gør din pligt, kræv din ret”, jamen, så er du formentlig overbevist om, at Uffe Elbæk har ageret uretfærdigt. Du kan i mellemtiden ikke forklare hvorfor du mener sådan, men det kan jeg. Det sker fordi, at vi har nogle (latente) mentale referencerrammer i hjernen, der fortolker og sorterer i ny informaiton. Den negative framing - de sproglige markører - som oppositionen brugte, udløser disse mentale referencer, og ubevidst kobler sagen negativt sammen med din opfattelse af retfærdighed. Det er dermed underordnet hvorvidt Elbæk har tilgodeset sine venner eller ej; hans navn  og ordet ”nepotisme” vil fremover være negativt refererende til hinanden. 

Selvfølgelig er der andre, som mener, at Uffe Elbæk ikke har gjort noget galt. Man bør her huske på, at målet med framing er ikke konsensus - ligesom det heller ikke er det med al anden politisk strategi. Et flertal er mere end rigeligt. V og DF var interesserede i at lægge pres på ministeren for dermed at lægge pres på regeringen, og det lykkedes dem tydeligvis - bl.a. med effektiv sprogbrug - at få Enhedslisten med på ideen. Elbæk bukkede under for presset, og resten er historie: Oppositionen fik hvad de kom efter.     

Verdens bedste folkeskole

Nøgleord: Folkeskolereformen, framingpsykologi, issueframing. 

Folkeskolereformen er en af tidens store issues. Helle Thorning holdte tale om ”Lille Emil” i folketingets åbningsdebat i sommers, og siden har forslaget om en bedre dansk folkeskole fået en del opmærksomhed. Regeringen vil ganske enkelt have flere undervisningstimer og mere fysisk aktivitet i folkskolen, og interessant nok, virker det som om, at der er politisk enighed om forslaget.

Hvad er så problemet?

Som folkeskolen er opbygget i dag, er lærenes timeantal fordelt mellem forberedelsestimer og undervisningstimer. Regeringen vil have, at undervisningstimerne skal fylde mere end de gør nu; på den måde modtager eleverne mere undervisning, og kvaliteten i folkeskolen højnes uden at folkeskolen bliver dyrere. Lærerne er, ikke overraskende, meget uenige.

Som jeg nævnte før, så støtter Venstre faktisk op om dette forslag, og det sætter de danske lærere i en penibel situation; de står alene med deres bekymringer om den nye skolemodel (Jeg skriver ’alene’ da alle politiske legitimitetskrav opfyldes, når det ledende oppositionsparti støtter et regeringsforslag).

Dygtig vinkling og framingpsykologi

Lad os først anskue hvordan regeringen har båret sig ad med at vinkle forslaget.

Der er defineret et behov for effektivisering, som vi kender udtrykket fra den økonomiske og øvrige offentlige sektor: Der skal ganske enkelt klemmes mere kvalitet ud af lærernes normerede timer. Disse timer fordeles, som nævnt, på undervisning og forberedelse – men hvad indebærer forberedelse? Forberedelsestiden er meget dygtigt og subtilt blevet framet som lærernes hængekøje. Det er timer, de er lønnet for, men som reelt ikke udnyttes ordentligt – især ikke hos ældre lærere, der efterhånden kender sit faglige stof pr. rutine. Denne frame er meget finurlig, da den vækker harme hos nærmest alle, der ikke selv er folkeskolelærer; den er også unuanceret og i manges tilfælde urimelig og urigtig, men det er det smukke ved framing: Man har nemlig fundet ud af, at folk tænker i frames (metaforer, stereotyper, værdier, mentale referencerammer), og ikke i faktiske forhold. Det er en ubevidst tankeproces, der guider vores fortolkninger af ny information, og som desuden bruges til at sortere i information, vi finder (ir)relevant for vores egen situation. Det er denne tankeproces, som politikere, presse- og reklamefolk for længst har fundet ud af at udnytte. Når vi tænker i frames, danner vi også holdninger på baggrund af frames – og ikke på baggrund af fakta! (Lakoff 2004: 73). Dermed er det lige meget om lærerne udnytter deres forberedelsestid eller ej, da vi via framingen allerede er overbevist om, at lærere springer over hvor gærdet er lavest.

Lærernes modsvar

Noget gik galt for Danmarks Lærerforening (DLF), da de prøvede at påvirke holdningsdannelsen til forslaget, og noget tyder på, at de ikke har indsigt i hvordan framing virker. Formanden for DLF, Anders Bondo Christensen, tog nemlig forberedelsestiden i forsvar ved at sige, at lærerne havde for lidt forberedelsestid; de havde i forvejen kun 2 minutter per elev, påpegede han. Dette var uklogt af to årsager. For det første, havde den tidlige referenceramme bidt sig fast (forberedelsestid = spildtid), og eftersom folk ikke tænker i fakta, sorteres disse fakta fra, såfremt de ikke er i tråd med folks frames. For det andet, var regnestykket ikke gennemtænkt, da det implicerer, at lærerne skræddersyer undervisningen til den enkelte elev, hvilket er absurd.

Anders Bondos ide var, at lave et letforståeligt og skræmmende (2 min/elev!) regnestykke, men man taber altså, når man bekæmper framing med fakta.  Og især når man bekæmper framing med dårlig fakta.

At bekæmpe ild med ild

Det er vigtigt at understrege, at lærerne efter min mening er for sent ude: Kampen om offentlighedens velvijle er tabt, da de har ikke været effektive nok til at trænge igennem med deres bekymringer. Hvordan DLF burde have gjort, er dog stadig et interessant spørgsmål, og de burde selvfølgelig have svaret igen med fordelagtig framing.

Jeg vil i mellemtiden gerne sende kreditten for denne frame videre til en folkeskolelærer, som jeg talte med om forslaget. Hun var nok ikke klar over, at hun hjalp med at konstruere framen, da hun sagde sin mening, men det ved hun så nu. Hun sagde noget med; ”… jeg er helt færdig, efter jeg har undervist de timer, jeg har nu – jeg kan da ikke undervise mere”. Dette argument kunne være blevet til en effektfuld frame, og lad mig forklare hvordan.

Regeringen vil have en bedre og effektiv folkeskole. Dette skal ske via mere undervisning uden højere udgifter, men mere undervisning er ikke nødvendigvis lig mere kvalitet. Man kender denne logik fra neoklassisk økonomisk teori i ”loven om svindende afkast” (Law of deminishing marginal returns). Denne lov siger, at hvis man bliver ved med at tilføje produktionsfaktorer (her arbejdskraft i form af flere undervisningstimer), så vil afkastet på et tidspunkt blive lavere per ekstra produktionsenhed (undervisningstime). Dette sker i skoleeksemplet, fordi skolelæren udmattes i løbet af dagen, og dermed ikke kan undervise effektivt fordelt på flere timer.

DLF skulle dermed have sagt; Lærerne er jo ikke robotter, der bare skal programmeres til at undervise mere – de er mennesker, og mennesker bliver trætte, udmattes og mister koncentrationen.

Denne ”lærere er mennesker-frame” er kløgtig, da den vender regeringens effektiviseringsframe på hovedet.  Regeringen vil have mere kvalitet i folkeskolen ved at øge undervisningstimerne. Lærerne er dog ikke en uudtømmelig læringsressource, og kan ikke levere kvalitet og være effektive så mange timer i træk  – ergo er forslaget fra start selvmodsigende. Havde DLF brugt denne frame, så var lærerne måske bedre stillet i diskussionen i dag. 

(Er man interesseret i de psykologiske processer, der driver framing, så bør man læse George Lakoffs bog fra 2004: "Don't Think of an Elephant") 

Fra nulvækst til normalvækst

nøgleord: nulvækst, udgiftsstop, normalvækst, issueframing, valensframing

Venstres aktuelle forslag om nulvækst i den offentlige sektor er formentlig det mest debatterede issue lige nu.
Venstres politiske vinkling er yderst elegant, men indpakningen af forslaget en anelse klodset.

Politisk vinkel
Lad os starte med den politiske vinkel. Venstre har fremsat forslaget i kølvandet på Claus Hjort Frederiksens prøveballon på TV2 News. Claus Hjort pointerede, at det danske skattetryk var for højt og lønniveauet ligeså. Skattetrykket skulle bringes på niveau med det svenske og lønniveauet med det tyske. Efter Claus Hjort havde meldt ud, at skatten skulle ned, mødte han overraskende lidt modstand på trods af forslagets evigt kontroverse natur. Der var således også flere økonomiske eksperter ude og støtte ideen om et lavere skattetryk.
Det viste sig dermed at være klogt af Venstre at teste de politiske vejrforhold, inden deres virkelige forslag blev lanceret: Nulvækst i den offentlige sektor. Dette forslag skal nemlig finansiere det lavere skattetryk.
Den politiske vinkel er, som nævnt, ganske elegant: Det lavere skattetryk skal nemlig ikke handle om at tilgodese enkelte grupperinger af samfundet (de rigeste, erhverslivet osv.), men om at tilgodese hele Danmark. Et lavere skattetryk skal gøre os mere konkurrencedygtige, og denne konkurrencedygtighed skal sikre, at arbejdspladserne ikke forsvinder ud af landet. Dermed siger Venstre, at arbejdsløsheden bliver nedbragt, hvis de offentlige budgetter sættes i bero, og de har således skabt en vinkel, der sammenkæder lavere skatter med hele vores samfunds eksistensgrundlag. Desuden passer vinklingen godt ind i tidens ånd, hvor økonomi og arbejdsløshed optager meget spalteplads, og derudover er vinklingen i tråd med Venstres langsigtede politiske principper. Alt i alt godt politisk håndværk.

"Nulvækst" og stagnation
Det halter til gengæld for Venstres indpakning af forslaget; "Nulvækst" - begrebet er ganske enkelt ikke gennemtænkt og en anelse dovent udført. Ordet "nulvækst" er tidligere brugt som dækord for "stagnation", og formentlig derfor også genbrugt i denne sammenhæng. Markøren nulvækst virker i mellemtiden fint, når den erstatter stagnation: Stagnation er udledt af latinsk, betyder stilstand, og bruges til at beskrive et udviklingsforløb, hvor der hverken er udsigt til frem- eller tilbagegang. Ordet bruges ofte til at beskrive den økonomiske situation - typisk økonomisk vækst. Ordets verbum, "at stagnere", bruges desuden (fejlagtigt) i forbindelse med nedadgående bevægelser. "Stagnation" udløser dermed mentale referencer til stilstand, manglende udvikling og nedadgående bevægelser. "Nulvækst" er mere neutralt klingende og understreger desuden, at intet tabes.

"Udgiftstop"?
Man kunne dog sagtens have skabt en bedre markør til at beskrive nulvækst i den offentlige sektor, og det virker også som om, at dette er gået op for Venstre. 'Nulvækst' var nemlig pludselig blevet omdøbt til "Udgiftstop", da Peter Christensen gæstede 'Clement direkte' i tirsdags (27/11-12). Det er dog dårlig timing, at forsøge at omdøbe et forslag over for en mand, der kender spillet så godt, og Clement lugtede også lunten med det samme.
De fleste der ser Clements programmer ved i mellemtiden også, at han har en speciel journalistisk stil: Han lader debattører præsentere et synspunkt, og så opsummerer  han i mere direkte termer. Det kom Peter Christensen også ud for. Hver gang han kaldte forslaget for "udgiftstop", kaldte Clement det "nulvækst" i sin opsummering, og Peter Christensen lykkedes dermed ikke med at omdøbe forslaget.

Fra nulvækst til normalvækst
Venstre burde have framet forslaget bedre fra start, og nedenfor præsenteres derfor et alternativ.

Lad os først anskue ordlyden i "nulvækst". Nul henviser til en størrelse og betyder ingen, og vækst betyder, at noget vokser, at en størrelse stiger  - dvs. nulvækst betyder "ingen stigning". Ordet "nulvækst" er i virkeligheden meget definerende og neutralt, men problemet er blot, at ordet ikke passer ind i tidsånden, da det skaber negative associationer til økonomisk vækst. Og økonomisk vækst er godt(!) hvilket må betyde, at nulvækst er skidt. 

Jeg må indrømme, at det var svært at finde på et rammende alternativ til "nulvækst", men jeg kom da i mål. Forslaget kunne de nemlig sagtens have kaldt "normalvækst" og lad mig forklare hvorfor.

Venstre mener nemlig ikke, at der skal være udgiftsstop eller nulvækst i den offentlige sektor; de mener, at der skal være et reelt udgiftstop og realnulvækst. Det er en markant forskel, som man kunne have brugt, da forslaget blev framet. Venstre mener nemlig, at væksten i den offentlige sektor skal justeres for inflation (underforstået, følge pris- og lønudviklingen). Med denne lille detalje in mente, vil der stadig være nominel vækst i den offentlige sektor, og derfor kunne de have kaldt forslaget nominalvækst - og for at gøre det letforståeligt for almindelige borgere - normalvækst. Det er i mine ører en bedre frame, da den ikke udløser en negativ referenceramme til økonomisk vækst, og desuden implicerer at yderligere vækst i den offentlige sektor er uhensigtsmæssig - eller unormal om man vil.




     

Dagpengedebatten 2012

nøgleord: dagpenge, finanslov, valensframing

Dagpengedebatten optog meget spalteplads over sommeren, og spidsede til ved finanslovsaftalen 2012. På den ene side stod Enhedslisten og Johanne Schmidt Nielsen, på den anden side stod Venstre med Peter Christensen som chefforhandler, og i midten regeringen personificeret af finansminister Bjarne Corydon.

Som de fleste ved, indgik regeringen en finanslovsaftale med Enhedslisten. Forud for disse forhandlinger stod dagpengereformen der understegede, at dagpengeperioden skulle halveres fra fire til to år. En del af dagpengemodtagerne ville således stå til at miste sin offentlige forsørgelse fra starten af 2013. Enhedslisten var, ikke overraskende, imod dette forslag, og fik som betaling for deres mandater til regeringens finanslov 6 måneders kontanthjælp til de 'mange tusinde mennesker', der stod til at falde ud af dagpengesystemet. Enhedslisten var dog ikke helt tilfredse med aftalen, og gled i kølvandet på forhandlingerne derfor ud af finansministeriets bagdør for at afholde et seperat pressemøde på Christiansborg.

Debatten tegnede hurtigt to fronter op; Enhedslisten mod rov - to hold med hver deres vinkling. Lad os starte med rov-siden. Her blev debatten framet særdeles effektivt; dagpengesystemet var blevet til en sovepude, der gjorde dagpengemodtagere inaktive. Ingen kunne derfor se det urimelige i, at denne periode blev halveret så folk kunne komme op af sofaen og tilbage på arbejdsmarkedet. De referencerammer, som denne frame fremkalder er alt andet end positive. Man forestiller sig en sløv teenager, der spiller computer hele dagen; man ser i en vis udstrækning 'Dovne-Robert' for sig (selvom de to sager ikke har noget med hinanden at gøre), og man tænker 'vi andre kan heller ikke blive ved med at forsørge jer - nu må I i gang'. Denne sandhed er selvfølgelig yderst vinklet og unuanceret, men mange kan identificere sig med denne frame, og det er det elegante ved issueframing.

Johanne Schmidt prøvede ihærdigt at få debatten til at handle om de mennesker, der stod til at miste deres forsørgelse, når dagpengeperioden blev halveret. Hun understregede vigtigheden af hjælp til 'de mange tusinde mennesker, der står til at falde ud af systemet' gang på gang. Men hun var ikke grundig nok i sin framing af problemet.
Hun burde have kaldt de '... mange tusinde mennesker' for de '.. mange tusinde ofre'. På denne måde kunne hun have skabt en 'dagpengeofre-frame'. Mennesker er bare mennesker, men ofre er noget andet. 'Ofre' var været udsat for noget grusomt - måske en ulykke, en katastrofe eller en forbrydelse - og vi har derfor oftest medlidenhed med ofre. Et offer har typisk også nogle støtter eller hjælpere, og hvor der er et offer er der derfor også en redningsmand. En brandmand, der hiver et brandoffer ud af en brændende bygning, eller en psykolog, der hjælper et røverioffer af med en traumatiske hændelse.

Ergo ville ordet "ofre" have medført en effektiv logisk konsekvens:
Dagpengemodtagerne = ofre, dagpengereformen = forbrydelsen/ulykken/ katastrofen og EL = redningsfolk/ helt.    

Ved at sige 'ofre' i stedet for 'mennesker' havde EL formentlig haft nemmere ved at trænge igennem med deres budskab. Det er selvfølgelig svært at gætte sig til effekten af denne sprogbrug, men ordet 'ofre' er en sproglig markør, der vækker medlidenhedsassociationer. Ordet 'mennesker', ja, det er bare et navneord.  

Kært barn har mange navne - framing af betalingsringen

nøgleord: valensframing, issueframing, re-framing, miljøring, betalingsring, trængselsring, trafikring. 

De fleste kan huske regeringens forslag om at opføre en trafikring rundt om København. Forslaget var heftigt debatteret i starten af 2012, men blev endelig lagt i graven i slutningen af februar.
Undervejs blev forslaget vinklet, indpakket og omdøbt mange gange.
Forslaget blev første gang præsenteret som et punkt i regeringens plan 'Fair forandring'. Regeringen kaldte selv planen for en 'betalingsring' (pudsigt nok).

For at undgå forvirring er den akademiske terminologi nedenfor oversat til dagligt sprog.

Valensframing = at indpakke
Issueframing = at vinkle
Re-framing = at omdøbe

Lad os starte med den politiske vinkel. Regeringen fremsatte, som nævnt, forslaget som et punkt i deres plan for fremtidig politik. København skulle omkredses af kontrolposter, hvor man skulle betale et beløb for at passere ind i midtbyen. Forslaget skulle tilvejebringe midler, som skulle investeres i lavere billetpriser i offentlig transport, men i stedet for at sige; "vi skal bruge pengene", blev debatten vinklet til at handle om miljøet. Ringen skulle derigennem opmuntre folk til at benytte den offentlige trafik, eller til at samles i køreordninger i færre biler, hvilket ville nedbringe trængsel og dermed udstødningsgasser.
Denne type framing (vinkling) er en daglig øvelse i dansk politik, og bruges til at strømline aktuelle issues med en politisk strategi. At skåne miljøet er således i tråd med regeringens langsigtede principprogram, og vinklingen giver derfor god langsigtet mening. Såfremt forslaget var blevet vedtaget, ville vinklingen sikre konsistens med fremtidig politik, og konsistens signalerer troværdighed.

Regeringens forslag blev mødt med modstand, og oppositionen vinklede prompte forslaget negativt. En betalingsring var i effekt en skjult skat, som ville gå ud over erhvervslivet i hovedstaden og ramme pendlere på realindkomsten. Desuden blev det anfægtet om en betalingsring overhovedet ville have den tilsigtede effekt (mindre trafik). Denne vinkel var tydeligvis mere effektfuld end regeringens "miljø-frame".

Hvad med indpakningen af forslaget? 'Betalingsring' var ganske enkelt et skidt begreb, da ordet ubevidst udløser negative referencerammer: Betalinger er lig udgifter, udgifter skiller os fra vores penge og begrænser vores månedlige rådighedsbeløb. Rådighedsbeløbet er lig økonomisk frihed. Udgifter begrænser dermed vores økonomiske frihed. Indpakningen gøres kun ringere af, at den ikke var i tråd med regeringens vinkel: Miljøet. Regeringen forsøgte uden held at omdøbe framen, og derfor hed betalingsringen pludselig 'miljøring', 'trafikring' og 'trængselsring'. Problemet er bare, at re-framing er umådeligt vanskeligt, og kræver som minimum, at man er standhaftig: Det var regeringen ikke, og de gjorde det nemt for oppositionen - bl.a. via korrekt vinkling og sprogbrug - at mobilisere modstand til forslaget.

Da skattedebatten blev framet

Nøgleord: valensframing, skattelettelser, tax relief, re-framing. 

Et godt eksempel på framing i nyere tid vedrører skattedebatten, efter daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen introducerede begrebet "Skattelettelser" til den politiske sprogbrug. Dette begreb illustrerer framing i sin elegante og effektfulde enkelthed.

AFR kan dog ikke tage æren for framen, som er en amerikansk opfindelse - nærmere betegnet fra det republikanske partis spinmaskine. I sin oprindelige form hed framen 'Tax Relief', og er konstrueret af Frank Luntz, der lever af at opfinde strategiske frames til det republikanske parti. 

 Lad os i mellemtiden anskue ordlyden i "skattelettelser". Skatter er skatter, og hvordan man opfatter skatter afhænger af ens politiske principper. Det interessante ord er i mellemtiden "lettelser". Ordet lettelse (eller relief på engelsk) implicerer, at der eksisterer en byrde eller noget tyngende. Vi kender byrder i metaforiske sammenhænge overalt. Det kan være fysiske byrder; noget tungt man slæber rundt på. Det kan være en patologisk byrde; hovedpine, mavepine, ledsmerter osv. Byrder kan også være emotionelle; et slidt ægteskab, depressioner, stress osv. Ordet lettelse er dermed en sproglig markør, der ubevidst udløser byrde-referencer (frames of reference) hos os, og ordkonstruktionen "skattelettelser" fortæller os, at skatter er en byrde. 

Hvis skatter dermed er byrder, jamen, så er liberale principper (minimalstat, frit marked osv.) vel løsningen. 

Det interessante er i mellemtiden ikke, at ordet 'skattelettelser' indgår i liberal sprogbrug, men at den nuværende S-R-SF regering også omtaler lavere skatter som 'skattelettelser'. Ordets logiske sammensætning (skatter = byrde) fremmer jo principielt ikke den røde bloks politik. 

Denne type framing er et skoleeksempel på valensframing (som det hedder i forskerkredse). Det sorterer, på denne side, under det jeg kalder indpakning. Dette eksempel illustrerer framing i sin elegante enkelthed og må siges at være en sejr til den borgerlige blok.     

Framen 'skattelettelser' er desuden blevet gentaget så ofte, at der reelt ikke findes nogle alternativer til at beskrive lavere skatter. Det, som den daværende oppositions pressekorps skulle have gjort var at re-frame (omdøbe) begrebet første gang de hørte det. Re-framing er dog lige så let som at presse tandpasta tilbage i tuben. Det er vanskeligt og lykkes yderst sjældent. Derfor bør politikere aldrig undervurdere framing som et magtfuldt policy-våben.