fredag den 30. november 2012

Fra nulvækst til normalvækst

nøgleord: nulvækst, udgiftsstop, normalvækst, issueframing, valensframing

Venstres aktuelle forslag om nulvækst i den offentlige sektor er formentlig det mest debatterede issue lige nu.
Venstres politiske vinkling er yderst elegant, men indpakningen af forslaget en anelse klodset.

Politisk vinkel
Lad os starte med den politiske vinkel. Venstre har fremsat forslaget i kølvandet på Claus Hjort Frederiksens prøveballon på TV2 News. Claus Hjort pointerede, at det danske skattetryk var for højt og lønniveauet ligeså. Skattetrykket skulle bringes på niveau med det svenske og lønniveauet med det tyske. Efter Claus Hjort havde meldt ud, at skatten skulle ned, mødte han overraskende lidt modstand på trods af forslagets evigt kontroverse natur. Der var således også flere økonomiske eksperter ude og støtte ideen om et lavere skattetryk.
Det viste sig dermed at være klogt af Venstre at teste de politiske vejrforhold, inden deres virkelige forslag blev lanceret: Nulvækst i den offentlige sektor. Dette forslag skal nemlig finansiere det lavere skattetryk.
Den politiske vinkel er, som nævnt, ganske elegant: Det lavere skattetryk skal nemlig ikke handle om at tilgodese enkelte grupperinger af samfundet (de rigeste, erhverslivet osv.), men om at tilgodese hele Danmark. Et lavere skattetryk skal gøre os mere konkurrencedygtige, og denne konkurrencedygtighed skal sikre, at arbejdspladserne ikke forsvinder ud af landet. Dermed siger Venstre, at arbejdsløsheden bliver nedbragt, hvis de offentlige budgetter sættes i bero, og de har således skabt en vinkel, der sammenkæder lavere skatter med hele vores samfunds eksistensgrundlag. Desuden passer vinklingen godt ind i tidens ånd, hvor økonomi og arbejdsløshed optager meget spalteplads, og derudover er vinklingen i tråd med Venstres langsigtede politiske principper. Alt i alt godt politisk håndværk.

"Nulvækst" og stagnation
Det halter til gengæld for Venstres indpakning af forslaget; "Nulvækst" - begrebet er ganske enkelt ikke gennemtænkt og en anelse dovent udført. Ordet "nulvækst" er tidligere brugt som dækord for "stagnation", og formentlig derfor også genbrugt i denne sammenhæng. Markøren nulvækst virker i mellemtiden fint, når den erstatter stagnation: Stagnation er udledt af latinsk, betyder stilstand, og bruges til at beskrive et udviklingsforløb, hvor der hverken er udsigt til frem- eller tilbagegang. Ordet bruges ofte til at beskrive den økonomiske situation - typisk økonomisk vækst. Ordets verbum, "at stagnere", bruges desuden (fejlagtigt) i forbindelse med nedadgående bevægelser. "Stagnation" udløser dermed mentale referencer til stilstand, manglende udvikling og nedadgående bevægelser. "Nulvækst" er mere neutralt klingende og understreger desuden, at intet tabes.

"Udgiftstop"?
Man kunne dog sagtens have skabt en bedre markør til at beskrive nulvækst i den offentlige sektor, og det virker også som om, at dette er gået op for Venstre. 'Nulvækst' var nemlig pludselig blevet omdøbt til "Udgiftstop", da Peter Christensen gæstede 'Clement direkte' i tirsdags (27/11-12). Det er dog dårlig timing, at forsøge at omdøbe et forslag over for en mand, der kender spillet så godt, og Clement lugtede også lunten med det samme.
De fleste der ser Clements programmer ved i mellemtiden også, at han har en speciel journalistisk stil: Han lader debattører præsentere et synspunkt, og så opsummerer  han i mere direkte termer. Det kom Peter Christensen også ud for. Hver gang han kaldte forslaget for "udgiftstop", kaldte Clement det "nulvækst" i sin opsummering, og Peter Christensen lykkedes dermed ikke med at omdøbe forslaget.

Fra nulvækst til normalvækst
Venstre burde have framet forslaget bedre fra start, og nedenfor præsenteres derfor et alternativ.
Lad os først anskue ordlyden i "nulvækst". Nul henviser til en størrelse og betyder ingen, og vækst betyder, at noget vokser, at en størrelse stiger  - dvs. nulvækst betyder "ingen stigning". Ordet "nulvækst" er i virkeligheden meget definerende og neutralt, men problemet er blot, at ordet ikke passer ind i tidsånden, da det skaber negative associationer til økonomisk vækst. Og økonomisk vækst er godt(!) hvilket må betyde, at nulvækst er skidt. 

Jeg må indrømme, at det var svært at finde på et rammende alternativ til "nulvækst", men jeg kom da i mål. Forslaget kunne de nemlig sagtens have kaldt "normalvækst" og lad mig forklare hvorfor.

Venstre mener nemlig ikke, at der skal være udgiftsstop eller nulvækst i den offentlige sektor; de mener, at der skal være et reelt udgiftstop og realnulvækst. Det er en markant forskel, som man kunne have brugt, da forslaget blev framet. Venstre mener nemlig, at væksten i den offentlige sektor skal justeres for inflation (underforstået, følge pris- og lønudviklingen). Med denne lille detalje in mente, vil der stadig være nominel vækst i den offentlige sektor, og derfor kunne de have kaldt forslaget nominalvækst - og for at gøre det letforståeligt for almindelige borgere - normalvækst. Det er i mine ører en bedre frame, da den ikke udløser en negativ referenceramme til økonomisk vækst, og desuden implicerer at yderligere vækst i den offentlige sektor er uhensigtsmæssig - eller unormal om man vil.




     

Ingen kommentarer:

Send en kommentar