Fra nulvækst til normalvækst

nøgleord: nulvækst, udgiftsstop, normalvækst, issueframing, valensframing

Venstres aktuelle forslag om nulvækst i den offentlige sektor er formentlig det mest debatterede issue lige nu.
Venstres politiske vinkling er yderst elegant, men indpakningen af forslaget en anelse klodset.

Politisk vinkel
Lad os starte med den politiske vinkel. Venstre har fremsat forslaget i kølvandet på Claus Hjort Frederiksens prøveballon på TV2 News. Claus Hjort pointerede, at det danske skattetryk var for højt og lønniveauet ligeså. Skattetrykket skulle bringes på niveau med det svenske og lønniveauet med det tyske. Efter Claus Hjort havde meldt ud, at skatten skulle ned, mødte han overraskende lidt modstand på trods af forslagets evigt kontroverse natur. Der var således også flere økonomiske eksperter ude og støtte ideen om et lavere skattetryk.
Det viste sig dermed at være klogt af Venstre at teste de politiske vejrforhold, inden deres virkelige forslag blev lanceret: Nulvækst i den offentlige sektor. Dette forslag skal nemlig finansiere det lavere skattetryk.
Den politiske vinkel er, som nævnt, ganske elegant: Det lavere skattetryk skal nemlig ikke handle om at tilgodese enkelte grupperinger af samfundet (de rigeste, erhverslivet osv.), men om at tilgodese hele Danmark. Et lavere skattetryk skal gøre os mere konkurrencedygtige, og denne konkurrencedygtighed skal sikre, at arbejdspladserne ikke forsvinder ud af landet. Dermed siger Venstre, at arbejdsløsheden bliver nedbragt, hvis de offentlige budgetter sættes i bero, og de har således skabt en vinkel, der sammenkæder lavere skatter med hele vores samfunds eksistensgrundlag. Desuden passer vinklingen godt ind i tidens ånd, hvor økonomi og arbejdsløshed optager meget spalteplads, og derudover er vinklingen i tråd med Venstres langsigtede politiske principper. Alt i alt godt politisk håndværk.

"Nulvækst" og stagnation
Det halter til gengæld for Venstres indpakning af forslaget; "Nulvækst" - begrebet er ganske enkelt ikke gennemtænkt og en anelse dovent udført. Ordet "nulvækst" er tidligere brugt som dækord for "stagnation", og formentlig derfor også genbrugt i denne sammenhæng. Markøren nulvækst virker i mellemtiden fint, når den erstatter stagnation: Stagnation er udledt af latinsk, betyder stilstand, og bruges til at beskrive et udviklingsforløb, hvor der hverken er udsigt til frem- eller tilbagegang. Ordet bruges ofte til at beskrive den økonomiske situation - typisk økonomisk vækst. Ordets verbum, "at stagnere", bruges desuden (fejlagtigt) i forbindelse med nedadgående bevægelser. "Stagnation" udløser dermed mentale referencer til stilstand, manglende udvikling og nedadgående bevægelser. "Nulvækst" er mere neutralt klingende og understreger desuden, at intet tabes.

"Udgiftstop"?
Man kunne dog sagtens have skabt en bedre markør til at beskrive nulvækst i den offentlige sektor, og det virker også som om, at dette er gået op for Venstre. 'Nulvækst' var nemlig pludselig blevet omdøbt til "Udgiftstop", da Peter Christensen gæstede 'Clement direkte' i tirsdags (27/11-12). Det er dog dårlig timing, at forsøge at omdøbe et forslag over for en mand, der kender spillet så godt, og Clement lugtede også lunten med det samme.
De fleste der ser Clements programmer ved i mellemtiden også, at han har en speciel journalistisk stil: Han lader debattører præsentere et synspunkt, og så opsummerer  han i mere direkte termer. Det kom Peter Christensen også ud for. Hver gang han kaldte forslaget for "udgiftstop", kaldte Clement det "nulvækst" i sin opsummering, og Peter Christensen lykkedes dermed ikke med at omdøbe forslaget.

Fra nulvækst til normalvækst
Venstre burde have framet forslaget bedre fra start, og nedenfor præsenteres derfor et alternativ.

Lad os først anskue ordlyden i "nulvækst". Nul henviser til en størrelse og betyder ingen, og vækst betyder, at noget vokser, at en størrelse stiger  - dvs. nulvækst betyder "ingen stigning". Ordet "nulvækst" er i virkeligheden meget definerende og neutralt, men problemet er blot, at ordet ikke passer ind i tidsånden, da det skaber negative associationer til økonomisk vækst. Og økonomisk vækst er godt(!) hvilket må betyde, at nulvækst er skidt. 

Jeg må indrømme, at det var svært at finde på et rammende alternativ til "nulvækst", men jeg kom da i mål. Forslaget kunne de nemlig sagtens have kaldt "normalvækst" og lad mig forklare hvorfor.

Venstre mener nemlig ikke, at der skal være udgiftsstop eller nulvækst i den offentlige sektor; de mener, at der skal være et reelt udgiftstop og realnulvækst. Det er en markant forskel, som man kunne have brugt, da forslaget blev framet. Venstre mener nemlig, at væksten i den offentlige sektor skal justeres for inflation (underforstået, følge pris- og lønudviklingen). Med denne lille detalje in mente, vil der stadig være nominel vækst i den offentlige sektor, og derfor kunne de have kaldt forslaget nominalvækst - og for at gøre det letforståeligt for almindelige borgere - normalvækst. Det er i mine ører en bedre frame, da den ikke udløser en negativ referenceramme til økonomisk vækst, og desuden implicerer at yderligere vækst i den offentlige sektor er uhensigtsmæssig - eller unormal om man vil.




     

Dagpengedebatten 2012

nøgleord: dagpenge, finanslov, valensframing

Dagpengedebatten optog meget spalteplads over sommeren, og spidsede til ved finanslovsaftalen 2012. På den ene side stod Enhedslisten og Johanne Schmidt Nielsen, på den anden side stod Venstre med Peter Christensen som chefforhandler, og i midten regeringen personificeret af finansminister Bjarne Corydon.

Som de fleste ved, indgik regeringen en finanslovsaftale med Enhedslisten. Forud for disse forhandlinger stod dagpengereformen der understegede, at dagpengeperioden skulle halveres fra fire til to år. En del af dagpengemodtagerne ville således stå til at miste sin offentlige forsørgelse fra starten af 2013. Enhedslisten var, ikke overraskende, imod dette forslag, og fik som betaling for deres mandater til regeringens finanslov 6 måneders kontanthjælp til de 'mange tusinde mennesker', der stod til at falde ud af dagpengesystemet. Enhedslisten var dog ikke helt tilfredse med aftalen, og gled i kølvandet på forhandlingerne derfor ud af finansministeriets bagdør for at afholde et seperat pressemøde på Christiansborg.

Debatten tegnede hurtigt to fronter op; Enhedslisten mod rov - to hold med hver deres vinkling. Lad os starte med rov-siden. Her blev debatten framet særdeles effektivt; dagpengesystemet var blevet til en sovepude, der gjorde dagpengemodtagere inaktive. Ingen kunne derfor se det urimelige i, at denne periode blev halveret så folk kunne komme op af sofaen og tilbage på arbejdsmarkedet. De referencerammer, som denne frame fremkalder er alt andet end positive. Man forestiller sig en sløv teenager, der spiller computer hele dagen; man ser i en vis udstrækning 'Dovne-Robert' for sig (selvom de to sager ikke har noget med hinanden at gøre), og man tænker 'vi andre kan heller ikke blive ved med at forsørge jer - nu må I i gang'. Denne sandhed er selvfølgelig yderst vinklet og unuanceret, men mange kan identificere sig med denne frame, og det er det elegante ved issueframing.

Johanne Schmidt prøvede ihærdigt at få debatten til at handle om de mennesker, der stod til at miste deres forsørgelse, når dagpengeperioden blev halveret. Hun understregede vigtigheden af hjælp til 'de mange tusinde mennesker, der står til at falde ud af systemet' gang på gang. Men hun var ikke grundig nok i sin framing af problemet.
Hun burde have kaldt de '... mange tusinde mennesker' for de '.. mange tusinde ofre'. På denne måde kunne hun have skabt en 'dagpengeofre-frame'. Mennesker er bare mennesker, men ofre er noget andet. 'Ofre' var været udsat for noget grusomt - måske en ulykke, en katastrofe eller en forbrydelse - og vi har derfor oftest medlidenhed med ofre. Et offer har typisk også nogle støtter eller hjælpere, og hvor der er et offer er der derfor også en redningsmand. En brandmand, der hiver et brandoffer ud af en brændende bygning, eller en psykolog, der hjælper et røverioffer af med en traumatiske hændelse.

Ergo ville ordet "ofre" have medført en effektiv logisk konsekvens:
Dagpengemodtagerne = ofre, dagpengereformen = forbrydelsen/ulykken/ katastrofen og EL = redningsfolk/ helt.    

Ved at sige 'ofre' i stedet for 'mennesker' havde EL formentlig haft nemmere ved at trænge igennem med deres budskab. Det er selvfølgelig svært at gætte sig til effekten af denne sprogbrug, men ordet 'ofre' er en sproglig markør, der vækker medlidenhedsassociationer. Ordet 'mennesker', ja, det er bare et navneord.  

Kært barn har mange navne - framing af betalingsringen

nøgleord: valensframing, issueframing, re-framing, miljøring, betalingsring, trængselsring, trafikring. 

De fleste kan huske regeringens forslag om at opføre en trafikring rundt om København. Forslaget var heftigt debatteret i starten af 2012, men blev endelig lagt i graven i slutningen af februar.
Undervejs blev forslaget vinklet, indpakket og omdøbt mange gange.
Forslaget blev første gang præsenteret som et punkt i regeringens plan 'Fair forandring'. Regeringen kaldte selv planen for en 'betalingsring' (pudsigt nok).

For at undgå forvirring er den akademiske terminologi nedenfor oversat til dagligt sprog.

Valensframing = at indpakke
Issueframing = at vinkle
Re-framing = at omdøbe

Lad os starte med den politiske vinkel. Regeringen fremsatte, som nævnt, forslaget som et punkt i deres plan for fremtidig politik. København skulle omkredses af kontrolposter, hvor man skulle betale et beløb for at passere ind i midtbyen. Forslaget skulle tilvejebringe midler, som skulle investeres i lavere billetpriser i offentlig transport, men i stedet for at sige; "vi skal bruge pengene", blev debatten vinklet til at handle om miljøet. Ringen skulle derigennem opmuntre folk til at benytte den offentlige trafik, eller til at samles i køreordninger i færre biler, hvilket ville nedbringe trængsel og dermed udstødningsgasser.
Denne type framing (vinkling) er en daglig øvelse i dansk politik, og bruges til at strømline aktuelle issues med en politisk strategi. At skåne miljøet er således i tråd med regeringens langsigtede principprogram, og vinklingen giver derfor god langsigtet mening. Såfremt forslaget var blevet vedtaget, ville vinklingen sikre konsistens med fremtidig politik, og konsistens signalerer troværdighed.

Regeringens forslag blev mødt med modstand, og oppositionen vinklede prompte forslaget negativt. En betalingsring var i effekt en skjult skat, som ville gå ud over erhvervslivet i hovedstaden og ramme pendlere på realindkomsten. Desuden blev det anfægtet om en betalingsring overhovedet ville have den tilsigtede effekt (mindre trafik). Denne vinkel var tydeligvis mere effektfuld end regeringens "miljø-frame".

Hvad med indpakningen af forslaget? 'Betalingsring' var ganske enkelt et skidt begreb, da ordet ubevidst udløser negative referencerammer: Betalinger er lig udgifter, udgifter skiller os fra vores penge og begrænser vores månedlige rådighedsbeløb. Rådighedsbeløbet er lig økonomisk frihed. Udgifter begrænser dermed vores økonomiske frihed. Indpakningen gøres kun ringere af, at den ikke var i tråd med regeringens vinkel: Miljøet. Regeringen forsøgte uden held at omdøbe framen, og derfor hed betalingsringen pludselig 'miljøring', 'trafikring' og 'trængselsring'. Problemet er bare, at re-framing er umådeligt vanskeligt, og kræver som minimum, at man er standhaftig: Det var regeringen ikke, og de gjorde det nemt for oppositionen - bl.a. via korrekt vinkling og sprogbrug - at mobilisere modstand til forslaget.

Da skattedebatten blev framet

Nøgleord: valensframing, skattelettelser, tax relief, re-framing. 

Et godt eksempel på framing i nyere tid vedrører skattedebatten, efter daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen introducerede begrebet "Skattelettelser" til den politiske sprogbrug. Dette begreb illustrerer framing i sin elegante og effektfulde enkelthed.

AFR kan dog ikke tage æren for framen, som er en amerikansk opfindelse - nærmere betegnet fra det republikanske partis spinmaskine. I sin oprindelige form hed framen 'Tax Relief', og er konstrueret af Frank Luntz, der lever af at opfinde strategiske frames til det republikanske parti. 

 Lad os i mellemtiden anskue ordlyden i "skattelettelser". Skatter er skatter, og hvordan man opfatter skatter afhænger af ens politiske principper. Det interessante ord er i mellemtiden "lettelser". Ordet lettelse (eller relief på engelsk) implicerer, at der eksisterer en byrde eller noget tyngende. Vi kender byrder i metaforiske sammenhænge overalt. Det kan være fysiske byrder; noget tungt man slæber rundt på. Det kan være en patologisk byrde; hovedpine, mavepine, ledsmerter osv. Byrder kan også være emotionelle; et slidt ægteskab, depressioner, stress osv. Ordet lettelse er dermed en sproglig markør, der ubevidst udløser byrde-referencer (frames of reference) hos os, og ordkonstruktionen "skattelettelser" fortæller os, at skatter er en byrde. 

Hvis skatter dermed er byrder, jamen, så er liberale principper (minimalstat, frit marked osv.) vel løsningen. 

Det interessante er i mellemtiden ikke, at ordet 'skattelettelser' indgår i liberal sprogbrug, men at den nuværende S-R-SF regering også omtaler lavere skatter som 'skattelettelser'. Ordets logiske sammensætning (skatter = byrde) fremmer jo principielt ikke den røde bloks politik. 

Denne type framing er et skoleeksempel på valensframing (som det hedder i forskerkredse). Det sorterer, på denne side, under det jeg kalder indpakning. Dette eksempel illustrerer framing i sin elegante enkelthed og må siges at være en sejr til den borgerlige blok.     

Framen 'skattelettelser' er desuden blevet gentaget så ofte, at der reelt ikke findes nogle alternativer til at beskrive lavere skatter. Det, som den daværende oppositions pressekorps skulle have gjort var at re-frame (omdøbe) begrebet første gang de hørte det. Re-framing er dog lige så let som at presse tandpasta tilbage i tuben. Det er vanskeligt og lykkes yderst sjældent. Derfor bør politikere aldrig undervurdere framing som et magtfuldt policy-våben.