Dagpengedebatten 2012

nøgleord: dagpenge, finanslov, valensframing

Dagpengedebatten optog meget spalteplads over sommeren, og spidsede til ved finanslovsaftalen 2012. På den ene side stod Enhedslisten og Johanne Schmidt Nielsen, på den anden side stod Venstre med Peter Christensen som chefforhandler, og i midten regeringen personificeret af finansminister Bjarne Corydon.

Som de fleste ved, indgik regeringen en finanslovsaftale med Enhedslisten. Forud for disse forhandlinger stod dagpengereformen der understegede, at dagpengeperioden skulle halveres fra fire til to år. En del af dagpengemodtagerne ville således stå til at miste sin offentlige forsørgelse fra starten af 2013. Enhedslisten var, ikke overraskende, imod dette forslag, og fik som betaling for deres mandater til regeringens finanslov 6 måneders kontanthjælp til de 'mange tusinde mennesker', der stod til at falde ud af dagpengesystemet. Enhedslisten var dog ikke helt tilfredse med aftalen, og gled i kølvandet på forhandlingerne derfor ud af finansministeriets bagdør for at afholde et seperat pressemøde på Christiansborg.

Debatten tegnede hurtigt to fronter op; Enhedslisten mod rov - to hold med hver deres vinkling. Lad os starte med rov-siden. Her blev debatten framet særdeles effektivt; dagpengesystemet var blevet til en sovepude, der gjorde dagpengemodtagere inaktive. Ingen kunne derfor se det urimelige i, at denne periode blev halveret så folk kunne komme op af sofaen og tilbage på arbejdsmarkedet. De referencerammer, som denne frame fremkalder er alt andet end positive. Man forestiller sig en sløv teenager, der spiller computer hele dagen; man ser i en vis udstrækning 'Dovne-Robert' for sig (selvom de to sager ikke har noget med hinanden at gøre), og man tænker 'vi andre kan heller ikke blive ved med at forsørge jer - nu må I i gang'. Denne sandhed er selvfølgelig yderst vinklet og unuanceret, men mange kan identificere sig med denne frame, og det er det elegante ved issueframing.

Johanne Schmidt prøvede ihærdigt at få debatten til at handle om de mennesker, der stod til at miste deres forsørgelse, når dagpengeperioden blev halveret. Hun understregede vigtigheden af hjælp til 'de mange tusinde mennesker, der står til at falde ud af systemet' gang på gang. Men hun var ikke grundig nok i sin framing af problemet.
Hun burde have kaldt de '... mange tusinde mennesker' for de '.. mange tusinde ofre'. På denne måde kunne hun have skabt en 'dagpengeofre-frame'. Mennesker er bare mennesker, men ofre er noget andet. 'Ofre' var været udsat for noget grusomt - måske en ulykke, en katastrofe eller en forbrydelse - og vi har derfor oftest medlidenhed med ofre. Et offer har typisk også nogle støtter eller hjælpere, og hvor der er et offer er der derfor også en redningsmand. En brandmand, der hiver et brandoffer ud af en brændende bygning, eller en psykolog, der hjælper et røverioffer af med en traumatiske hændelse.

Ergo ville ordet "ofre" have medført en effektiv logisk konsekvens:
Dagpengemodtagerne = ofre, dagpengereformen = forbrydelsen/ulykken/ katastrofen og EL = redningsfolk/ helt.    

Ved at sige 'ofre' i stedet for 'mennesker' havde EL formentlig haft nemmere ved at trænge igennem med deres budskab. Det er selvfølgelig svært at gætte sig til effekten af denne sprogbrug, men ordet 'ofre' er en sproglig markør, der vækker medlidenhedsassociationer. Ordet 'mennesker', ja, det er bare et navneord.