Verdens bedste folkeskole

Nøgleord: Folkeskolereformen, framingpsykologi, issueframing. 

Folkeskolereformen er en af tidens store issues. Helle Thorning holdte tale om ”Lille Emil” i folketingets åbningsdebat i sommers, og siden har forslaget om en bedre dansk folkeskole fået en del opmærksomhed. Regeringen vil ganske enkelt have flere undervisningstimer og mere fysisk aktivitet i folkskolen, og interessant nok, virker det som om, at der er politisk enighed om forslaget.

Hvad er så problemet?

Som folkeskolen er opbygget i dag, er lærenes timeantal fordelt mellem forberedelsestimer og undervisningstimer. Regeringen vil have, at undervisningstimerne skal fylde mere end de gør nu; på den måde modtager eleverne mere undervisning, og kvaliteten i folkeskolen højnes uden at folkeskolen bliver dyrere. Lærerne er, ikke overraskende, meget uenige.

Som jeg nævnte før, så støtter Venstre faktisk op om dette forslag, og det sætter de danske lærere i en penibel situation; de står alene med deres bekymringer om den nye skolemodel (Jeg skriver ’alene’ da alle politiske legitimitetskrav opfyldes, når det ledende oppositionsparti støtter et regeringsforslag).

Dygtig vinkling og framingpsykologi

Lad os først anskue hvordan regeringen har båret sig ad med at vinkle forslaget.

Der er defineret et behov for effektivisering, som vi kender udtrykket fra den økonomiske og øvrige offentlige sektor: Der skal ganske enkelt klemmes mere kvalitet ud af lærernes normerede timer. Disse timer fordeles, som nævnt, på undervisning og forberedelse – men hvad indebærer forberedelse? Forberedelsestiden er meget dygtigt og subtilt blevet framet som lærernes hængekøje. Det er timer, de er lønnet for, men som reelt ikke udnyttes ordentligt – især ikke hos ældre lærere, der efterhånden kender sit faglige stof pr. rutine. Denne frame er meget finurlig, da den vækker harme hos nærmest alle, der ikke selv er folkeskolelærer; den er også unuanceret og i manges tilfælde urimelig og urigtig, men det er det smukke ved framing: Man har nemlig fundet ud af, at folk tænker i frames (metaforer, stereotyper, værdier, mentale referencerammer), og ikke i faktiske forhold. Det er en ubevidst tankeproces, der guider vores fortolkninger af ny information, og som desuden bruges til at sortere i information, vi finder (ir)relevant for vores egen situation. Det er denne tankeproces, som politikere, presse- og reklamefolk for længst har fundet ud af at udnytte. Når vi tænker i frames, danner vi også holdninger på baggrund af frames – og ikke på baggrund af fakta! (Lakoff 2004: 73). Dermed er det lige meget om lærerne udnytter deres forberedelsestid eller ej, da vi via framingen allerede er overbevist om, at lærere springer over hvor gærdet er lavest.

Lærernes modsvar

Noget gik galt for Danmarks Lærerforening (DLF), da de prøvede at påvirke holdningsdannelsen til forslaget, og noget tyder på, at de ikke har indsigt i hvordan framing virker. Formanden for DLF, Anders Bondo Christensen, tog nemlig forberedelsestiden i forsvar ved at sige, at lærerne havde for lidt forberedelsestid; de havde i forvejen kun 2 minutter per elev, påpegede han. Dette var uklogt af to årsager. For det første, havde den tidlige referenceramme bidt sig fast (forberedelsestid = spildtid), og eftersom folk ikke tænker i fakta, sorteres disse fakta fra, såfremt de ikke er i tråd med folks frames. For det andet, var regnestykket ikke gennemtænkt, da det implicerer, at lærerne skræddersyer undervisningen til den enkelte elev, hvilket er absurd.

Anders Bondos ide var, at lave et letforståeligt og skræmmende (2 min/elev!) regnestykke, men man taber altså, når man bekæmper framing med fakta.  Og især når man bekæmper framing med dårlig fakta.

At bekæmpe ild med ild

Det er vigtigt at understrege, at lærerne efter min mening er for sent ude: Kampen om offentlighedens velvijle er tabt, da de har ikke været effektive nok til at trænge igennem med deres bekymringer. Hvordan DLF burde have gjort, er dog stadig et interessant spørgsmål, og de burde selvfølgelig have svaret igen med fordelagtig framing.

Jeg vil i mellemtiden gerne sende kreditten for denne frame videre til en folkeskolelærer, som jeg talte med om forslaget. Hun var nok ikke klar over, at hun hjalp med at konstruere framen, da hun sagde sin mening, men det ved hun så nu. Hun sagde noget med; ”… jeg er helt færdig, efter jeg har undervist de timer, jeg har nu – jeg kan da ikke undervise mere”. Dette argument kunne være blevet til en effektfuld frame, og lad mig forklare hvordan.

Regeringen vil have en bedre og effektiv folkeskole. Dette skal ske via mere undervisning uden højere udgifter, men mere undervisning er ikke nødvendigvis lig mere kvalitet. Man kender denne logik fra neoklassisk økonomisk teori i ”loven om svindende afkast” (Law of deminishing marginal returns). Denne lov siger, at hvis man bliver ved med at tilføje produktionsfaktorer (her arbejdskraft i form af flere undervisningstimer), så vil afkastet på et tidspunkt blive lavere per ekstra produktionsenhed (undervisningstime). Dette sker i skoleeksemplet, fordi skolelæren udmattes i løbet af dagen, og dermed ikke kan undervise effektivt fordelt på flere timer.

DLF skulle dermed have sagt; Lærerne er jo ikke robotter, der bare skal programmeres til at undervise mere – de er mennesker, og mennesker bliver trætte, udmattes og mister koncentrationen.

Denne ”lærere er mennesker-frame” er kløgtig, da den vender regeringens effektiviseringsframe på hovedet.  Regeringen vil have mere kvalitet i folkeskolen ved at øge undervisningstimerne. Lærerne er dog ikke en uudtømmelig læringsressource, og kan ikke levere kvalitet og være effektive så mange timer i træk  – ergo er forslaget fra start selvmodsigende. Havde DLF brugt denne frame, så var lærerne måske bedre stillet i diskussionen i dag. 

(Er man interesseret i de psykologiske processer, der driver framing, så bør man læse George Lakoffs bog fra 2004: "Don't Think of an Elephant")